LTMs har altså det der look

I perioder er bestemte farver, og bestemte typer glas ekstremt populære.

Her de seneste par år, har specielt Canons FD foto objektiver været hysterisk populære.

Så meget, at det ikke længere er “sjældent” at du ser et sæt re-housede Canon FD’s til salg for 250.000 kroner, eller en 24mm FD til salg for 25-50.000 kroner, på ebay.

Årsagen er – oplagt nok – at der stort set ikke er flere – hurtige – Canon FD’s i hele verden, tilbage.

Alverdens 24mm, 35, 50mm og 85mm FD glas er for længst rehouset eller er bare ikke længere til at få fingre i.

Hvorfor folk nu kigger andre steder hen.

Her lige fra mit lille set up, da jeg tjekkede mine LTM glas ud.. Svært at se men der sidder en 135mm på kamera der er årgang 1959.

Jeg har således – længe – været igang med Canons Rangefinder glas, der er så gammelt som tilbage fra midt i 1950erne, og som jeg kan leje ud eller selv bruge på produktioner til helt andre beløb end selv små FD pakker, der – også herhjemme – koster 5-15.000 kroner om dagen i leje.
Og for nu lige at gøre en lang historie, kortere.

Er jeg ved at teste dem, for at se om de kan fungere i en moderne hverdag.

Og selv om at det her – herunder – blot er en hurtig test, uden mennesker, eller andre farver end dem naturen tilbyder, kan jeg allerede nu – næsten – garantere at Canon’s LTM’s og – i særdeleshed – mine xLTM’s ( hvor x er min – og dem der rehouser’s – lille hemmelighed ) ser voldsomt godt ud.

Måske lige med undtagelse af min 19mm. Vitteringen er dog ikke objektivet, men en genstridig mattebox, der – når den sidder rigtigt – ikke kan ses i billederne.

Det er med andre ord muligt at få min 19mm til at se helt rigtig ud, hvis der produceres under mere kontrollede forhold, end en kold søndag eftermiddag i oktober, hvor jeg var ude og teste mine på et Komodo.